Dommer smed halspeaker væk
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
En fejl af halspeakeren kan få konsekvenser for Vendsyssel Håndbold.
Da Vendsyssel Håndbold lørdag spillede uafgjort med SK Århus i kvindernes 1. division, begik halspeakeren en fejl, som nu er blevet indberettet til Dansk Håndbold Forbund (DHF).
Halspeakeren var noget engageret i kampen, og på et tidspunkt råbte han "skridt". Uheldigvis var mikrofonen tændt, uden at speakeren vidste det, og denne episode fik kampens dommere til at vise halspeakeren væk.
Det skriver hbold.dk.
Episoden får et efterspil, da halspeakeren altså er indberettet til DHF. I sidste ende er episoden klubbens ansvar, og det betyder, at Vendsyssel Håndfbold kan risikere en straf lige fra en advarsel til en bøde eller en strengere sanktion.
Lige nu er sagen i høring, og DHF afventer en udtalelse fra SK Århus.
Direktøren i Vendsyssel Håndbold, Jan Hansen tager dog sagen med ro.
- Manden har været speaker i fem-seks år. Der sker nogle gange nogle ting, og det kan jeg ikke rigtig hidse mig så meget op over, siger Jan Hansen til hbold.dk.