Dømt for bedrageri i Ukraine: Fundet i Nordjylland
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
En ukrainsk mand er varetægtsfængslet i fire uger. Manden er dømt for bedrageri og underslæb i Ukraine, men har opholdt sig i Danmark siden 2014.
Nordjyllands Politi har i dag varetægtsfængslet en ukrainsk mand efter ønske fra de ukrainske myndigheder. Manden er stukket af fra en dom i sit hjemland. Han har opholdt sig i Danmark siden 2014.
Ukraineren blev dømt for bedrageri og underslæb i 2012. Dommen lød på fem år, men manden formåede at slippe ud af landet og har været efterlyst siden.
Den ukrainske mand er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Her skulle det afgøres, om der er fare for, at manden vil stikke af igen, inden han skal udleveres til Ukraine.
Det vurderede dommeren, at der er, og manden er derfor blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Den sigtede protesterede mod varetægtsfængslingen og kærede dommen. Han sagde selv, at han ikke vil forsøge at stikke af, men protesterne var ikke nok til at overbevise dommeren, da manden allerede er flygtet fra dommen tidligere.
De næste fire uger skal Rigsadvokaten finde ud af, om manden skal udleveres til Ukraine eller ej.