Dømt skyldig i Brønderslev-brande

En 40-årig mand fra Brønderslev er blevet dømt skyldig i at have påsat to brande i et boligkvarter i Brønderslev.

Et villakvarter i Brønderslev blev for lidt over et år siden hærget af flere påsatte brande. Retten i Hjørring dømte tirsdag en 40-årig mand fra Brønderslev skyldig i at have påsat to af brandene. Manden skal mentalundersøges, og først derefter kan straffen fastsættes.

I efteråret 2011 var der flere påsatte brande i et villakvarter i Brønderslev. Værst gik det ud over boligblokkene omkring Rasmus Rask Vej, hvor der var mindst fire påsatte brande. Den 40-årige mand blev kun tiltalt for de to af brandene, da der ikke var beviser nok til at tiltale ham for flere.

Manden blev dømt skyldig at have påsat en brand den september i 2011 i et kælderrum under boligblok på Rasmus Raskvej 4. Her skete der omfattende skader på ejendommen for knap 240.000 kroner.

Manden blev også dømt for at stå bag en brand den 7. oktober 2011. Denne gang gik det ud over en boligblok nær Rasmus Rask Vej. Der blev sat ild til nogle ting i et kælderrum under ejendommen i Knudsgade 89. Her skete der skader for knap 55.000 kroner.

Ifølge forsvarer i sagen, Claus Bo Jakobsen, vil hans klient anke dommen, når strafudmålingen har fundet sted.


Seneste nyt

fra Nordjylland