Drab ryster Skovsgård

Beboerne i den lille by Skovsgård er rystede, efter at en 43-årig kvinde blev fundet myrdet i sin lejlighed mandag.  

Drabet på den 43-årige kvinde var det store samtaleemne mandag i den lille by Skovsgård, der ligger nær Brovst, og som huser en små 300 indbyggere. Mange beboere samledes i løbet af dagen på Hovedgaden, hvor de kunne følge med i politiets arbejde omkring gerningsstedet.  

- At et mord finder sted i en lille by som Skovsgård er jo slet ikke til at fatte. Det er jo helt forfærdeligt og tragisk, siger Jørgen Winther, der bor i byen.  

- Det er godt nok skræmmende, at sådan noget sker så tæt på én. Jeg tror slet ikke, at jeg har fattet det endnu, siger en anden beboer i byen, Louise Juul Larsen. 

TV2/Nord erfarer, at den dræbte kvinde er den 43-årige Tina Olesen. Politiet fortæller, at kvinden boede alene på første sal i lejligheden på Hovedgade 27 , og at hun udover en halvbror ikke har meget familie. Hun arbejdede på en større virksomhed i Skovsgård. 

Politiets teknikere ledte hele eftermiddagen efter spor i og omkring kvindens lejlighed. TV2/Nord erfarer, at kvinden blev fundet bagbundet og kvalt, men politiet kan ikke bekræfte dødsårsagen før kvinden er blevet obduceret tirsdag.

Hvornår forbrydelsen er sket, ved politiet heller endnu ikke med sikkerhed. Muligvis er drabet begået i løbet af søndagen. Meget tyder i hvert fald på, at kvinden var i live juledag, da der er blevet sendt en sms fra hendes telefon om eftermiddagen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland