Dræbt efter togpåkørsel

Al togtrafik mellem Aalborg og Skørping var her til morgen stoppet, efter at en mand blev fundet død ved skinnerne ved Scheelsminde.

Klokken lidt i 8 lørdag morgen fik Nordjyllands Politi anmeldelsen om den døde person. Herefter var togtrafikken lukket ned i en time, mens politiet undersøgte ulykkesstedet.

En lokomotivfører bemærkede omkring klokken 20 fredag aften, at han ramte et eller andet ved Scheelsminde. DSB eftersøgte efterfølgende området, men uden hverken at finde en person eller et dyr.

Men lørdag morgen fik Nordjyllands Politi en opringning fra en anden lokomotivfører om, at der lå en død mand ved skinnerne.

Politiet undersøger nu, hvem manden er, og senere i dag skal toget, der var involveret i ulykken, besigtiges.


Seneste nyt

fra Nordjylland