Dramatisk fald i Julemærke-salg

 Dramatisk fald i Julemærke-salg

Salget er faldet med 2 millioner kroner i forhold til 2006 på nuværende tidspunkt. Hvis tendensen holder falder salget med 4 millioner kroner eller knap 20 procent.

Den hyggelige juletradition - det danske Julemærke, der har været solgt i over 100 år for at hjælpe børn i Danmark, oplever i år et skræmmende fald i salget. I forhold til sidste år på samme tidspunkt er salget af Julemærker mere end 2 millioner kr. mindre.

Indtægterne fra salget af Julemærkerne går til at drive de 4 Julemærkehjem, hvor børn kan få et tiltrængt pusterum og lære om sund livsstil og hvordan man håndterer mobning.

Lidt over 700 børn får hvert år et gratis ophold på 10 uger på et Julemærkehjem, og det er meget efterspurgt. I øjeblikket er ventetiden på et ophold på op til 9 måneder. Derfor kan det vaklende salg få alvorlige konsekvenser.

- Jeg vil appellere til alle i Danmark - privatpersoner og virksomheder - om aktivt at støtte Julemærkesagen ved at sætte Julemærker på posten her i december. Julemærkerne findes både som fysiske mærker og i elektronisk form, og der er også andre produkter så som julekort og gavepapir. Mærker og produkter fås på posthusene, postbutikkerne, hos frimærkesælgerne og på vores hjemmeside, www.julemaerket.dk, hvor det er naturligvis også muligt at støtte med bidrag og melde sig som Julemærkeven. Vi har hjulpet børn i Danmark til et bedre liv igennem mange år, og det vil vi meget gerne blive ved med, da behovet er stigende. Det gode arbejde kræver penge - derfor er jeg ude nu med denne appel, siger Sigfred Sørensen, formand for Julemærkefonden.

Taber 5 ton om året - og stopper mobning!
På Julemærkehjemmene har man succes med at hjælpe børn, der er ensomme og har en svær hverdag med mobning. Børnene, der oftest er mellem 13 og 14 år, lærer i løbet af de 10 uger en sund livsstil, hvor rigtig kost og masser af motion bliver en integreret del af hverdagen.

Forældrene inddrages, så den sunde livsstil kan videreføres. Ungerne taber sig væsentligt i løbet af opholdet - årligt bliver det til i alt ca. 5 ton. Lige så vigtigt er det, at børnene lærer at håndtere og sige fra over for mobning. Det betyder glade og sunde børn med selvtillid og venner.

Ledestjernen motiv for årets Julemærke
Årets julemærke er tegnet af Thomas Schrøder, en af de yngste kunstnere nogensinde.

Det meget tidssvarende mærke blev som altid afsløret ved en større begivenhed den 29. oktober i Grøften, hvor både kunstneren og Julemærkefondens protektor, HKH Kronprinsesse Mary var til stede.


Seneste nyt

fra Nordjylland