Dramatisk start på Europamesterskabet
Det unge nordjyske rallycross talent, Ulrik Linnemann fra Motorsport Nordjylland (MNJ), fik en uheldig start i første afdeling af Europamesterskabet.
Ulrik Linnemann og hans mekanikerhold havde arbejdet hårdt på færdiggørelsen af racerbilen til den første afdeling af Europamesterskabet, som blev afviklet i England i påsken.
Langfredag 10. april ankom Ulrik og hans team til Lydden Hill i England.
Ulykke under træningen
Lørdag morgen startede løbet med træning og allerede der gik det galt for Ulrik. En russisk kører, som var sendt ud på banen før Ulrik, kørte ind i en barriere og snurrede rundt ud af banen.
Dog trillede russerens bil baglæns ind på banen igen, hvor Ulrik kom med høj fart. Ulrik havde ikke mulighed for at afværge en påkørsel, det resulterede i at højre side af hans racerbil, en Peugeot 207 blev bøjet.
Kørt på sygehus
Ulrik blev hentet med ambulance og kørt til nærmeste hospital for at blive tjekket for eventuelle skader.
Heldigvis var der ikke sket noget alvorligt med Ulrik, og fra hospitalet fik han hurtigt givet besked til sin holdleder og mekanikere om, at han ville ud at køre dagen efter.
Sled hele natten
Herefter blev der igen arbejdet på højtryk for at få racerbilen klargjort til dagen efter.
Efter en lang nats arbejde med bilen og kun få timers søvn blev bilen klar til 2. heat, hvor han skulle have point for at kvalificere sig.
Punkterede i 2. heat
Det blev dog hurtigt klart, at Team Linnemann måtte vende hjem til Danmark uden point, da bilen punkterede i 2. heat.
Bilen til reparation
Ulrik har kørt motoren fra racerbilen til Alternative Engineering på Sjælland, for at få et tjek inden næste afdeling af Europamesterskabet. Nu venter Ulrik på nye reservedele til sin racerbil inden den kan færdiggøres.
Portugal i maj
Næste udfordring er 2. af Europamesterskabet, som afholdes i Portugal i starten af maj.
Her håber Team Linnemann på nogle bedre resultater.