Drop in-vaccinecenter opfordrer til tålmodighed
Brian Rosenberg er direktør i Carelink. Han ser frem til, at det nye vaccinecenter i City Syd i Aalborg åbner onsdag klokken 10.
Sundheds-myndighedernes opfordring til at blive vaccineret inden nytår, skaber lange køer. Det kan give pres på drop in-vaccinstederne.
Alle danskere over 40 år skal have mulighed for at blive vaccineret med tredje stik mod corona, inden året er omme. Sådan lyder opfordringen fra sundhedsmyndighederne. Det har mange nordjyder taget til sig.
Derfor er der tirsdag op til en times ventetid for at booke en vaccinetid, og når man først kommer igennem, må flere vente til efter nytår med at få stikket. Det sker på trods af myndighedernes målsætning.
Derfor kan der nu komme ekstra pres på de steder, hvor der er mulighed for drop in-vaccination uden tidsbestilling. For eksempel i det helt nye vaccinationscenter i City Syd i Aalborg.
Opfordrer til tålmodighed
Onsdag slår det nye center dørene op. De to første dage bliver med drop in-vaccination – altså uden tidsbestilling.
- Vi skal have vaccineret så mange borgere, som muligt i Region Nordjylland – så selvfølgelig stiller vi op til sådan en opgave, siger Brian Rosenberg, der er dirketør i Carelink.
Men det er ikke helt uden bekymringer. For med de lange ventetider for at få booket en tid til vaccine på nettet og med de få ledige tider, der er tilbage, kan Carelink risikere meget lang kø.
- Derfor er det også vigtigt at få sagt, til alle borgere, der kommer forbi, at I skal altså tage jeres tålmodighed med. Vi ved jo ikke, hvor mange der kommer, og vi skal også lige have effektiviteten helt op at spille i sådan et helt spritnyt center, siger direktøren.
- Men når nu, der er så mange, som gerne vil vaccineres, hvorfor finder I så ikke nogle flere til det?
- Det gør vi også, men det hænger simpelthen sammen med tiden, vi har haft til at nå at få det her gjort. Vi skal have uddannet folk, og vi skal have fundet folk, som vil være med. Det er et stort logistik apperat, som skal op at stå.
De første dage vil der kun være fire til seks medarbejdere til at tage imod. Derfor regner Carelink med, at der i begyndelsen kun vil blive vaccineret cirka 500 borgere om dagen.
Rødglødende telefoner
Et andet sted, hvor der er rift om at få en corona-vaccine, er hos de nordjyske praktisrende læger. Her har telefonerne tirsdag været rødglødende.
Derfor opfordrer Charlotte Lønskov Jensen, der er formand for PLO - Praktiserende Lægers Organisation - i Nordjylland, til, at man ikke ringer, men i stedet bruger lægehusets hjemmeside.
- Lægehusenes telefoner bliver blokeret af folk, der vil vaccineres, og så kan de syge ikke komme igennem, siger hun med henvisning til lægehusene "almindelige" funktioner.