Du må først fyre fyrværkeri af om 6 dage – men ikke alle ved det

Politiet har flere gange måttet rykke ud til anmeldelser om fyrværkeri.

Det kan være fristende at sætte ild til lunten og tage forskud på glæderne ved at skyde et nyt år ind. Men skal du absolut fyre fyrværkeri af inden nytårsaften, så vent, til det bliver den 27. december. Så holder du dig indenfor reglerne.

Det er dog ikke alle, der ved, at der er regler for affyring af fyrværkeri. Det fortæller Karsten Højrup Kristensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

- Nogen ved ikke, at det er ulovligt at fyre af nu, siger han.

Han fortæller, at politiet har haft enkelte anmeldelser om fyrværkeri og kanonslag. I løbet af torsdag har der blandt andet været to anmeldelser ved Stjernekvarteret i Aalborg.

- Det er ofte, vi ikke kan nå at gøre noget ved det. Vi reagerer selvfølgelig og ser, om vi kan sætte en stopper for det, siger Karsten Højrup Kristensen.

Man må købe fyrværkeri fra den 15. december til den 31. december, og det må anvendes fra den 27. december til og med den 1. januar.


Seneste nyt

fra Nordjylland