Dumt at skubbe retten til efter-uddannelse
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Hvorfor skal de folk, der bliver fyret lære at være arbejdsløse? Sådan spørger Jan Gregersen, formand for Dansk Metal i Aalborg, når ledige i fremtiden skal gå fire måneder inden de kan få efteruddannelse.
Og han bliver bakket op af en arbejdsmarkedsforsker, der tror, ordningen kan koste de arbejdsløse job, fortæller DR Nordjylland.
- Nu skal man lære at være ledig, før man kan få seks ugers selvvalgt efteruddannelse, siger Jan Gregersen.
En af konsekvenserne af regeringens og Enhedslistens aftale på dagpengeområdet betyder, at man først kan få seks ugers selvvalgt uddannelse, når man har gået ledig i fire måneder. Tidligere kunne man gå i gang fra ledighedsdag nummer et. Og det undrer metalformanden.
- Folk kommer ikke hurtigere i beskæftigelse. De kommer langsommere i beskæftigelse, sådan som jeg ser det, siger Jan Gregersen.
For ifølge ham så virker den selvvalgte uddannelse nemlig.
- Havde man undersøgt praktikken i, hvordan de seks ugers selvvalgt virker, så havde man lavet det omvendt, for det her det skubber folk længere væk fra arbejde, siger han.
Arbejdsmarkedsforsker, Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, giver Jan Gregersen ret i at, der er en fare for at de arbejdsløse får sværere ved at få et arbejde.
- Det kan jo være at en metalarbejder, skal have et certifikat for at komme til at arbejde i offshore industrien i Norge. Det må man vente på nu, og så kan det jo være at, der er en anden, der er løbet med jobbet, siger han til DR Nordjylland.
Jan Gregersen er glad for, at man har fundet en løsning, der hjælper dem, der står til at miste deres dagpenge og for at finansieringen ikke kommer fra et højere a-kassekontingent. Det havde regeringen ellers foreslået. I stedet sparer man blandt andet omkring 150 millioner kroner om året på at rykke tidspunktet for efteruddannelse.
- Jeg synes jo, man skulle have vendt den om og sagt, at hvis du ikke bruger din ret inden for to eller tre måneder, så mister du retten til seks ugers selvvalgt uddannelse, siger Jan Gregersen til DR Nordjylland.