Dybt kriminel mand dømt igen
Foto: Ib William Christensen (Arkiv)
En af de benhårde kriminelle fra Aalborgs underverden fik i dag 14 års fængsel for drabsforsøg og for at have handlet store mængder amfetamin.
En 43-årig aalborggenser stod i dag tiltalt for drabsforsøg, narkohandel, vold og trusler samt brud på våbenloven. Det hele lagt sammen mente anklageren skulle koste 16 års fængsel eller fængsel på livstid. Selv om den tiltalte tilstod det meste protesterede forsvareren.
- De fleste domme der giver livsvarig fængsel, det er fordi der er nogen der afgår ved døden. Det er det, der får det til at svinge op til det niveau, og det er ikke sket her, siger forsvareren Henrik Garlik Jensen til TV2/NORD.
I juni sidste år var den 43-årige ude og køre med en mand som havde taget kontakt til ham, fordi han ville ind i det aalborgensiske narkomiljø. Det var den 43-årige ikke indstillet på, og det fik manden til at true med at skade hans familie og ikke mindst hans datter. Det blev den 43-årige sur over.
Han kørte ind på en rasteplads, steg ud og skød den anden i nakken. Offeret flygtede og det fik den 43-årige til at skyde yderligere fire skud efter ham, hvoraf det ene ramte. Da pistolen nu var tom slog han offeret oven i hovedet med pistolskæftet.
Under hele retssagen fortalte den tiltalte roligt om hele hændelsesforløbet. Han svarede på alle spørgsmål, undtaget dem der handlede om hvor han havde pistolen fra, hvem han købte amfetaminen af og hvem han solgte den til. Det ville han ikke svare på.
- Han er professionel ud i det her gebet, så hvor han har fået amfetamin og våben fra - det er klart det vil han ikke sige noget om. Det vil få andre på banen og det bliver man ikke populær på. Alt andet kunne han godt huske, siger anklageren Philip Pagter til TV2/NORD.
Den 43 årige aalborgenser har en stribe alvorlige domme bag sig. Ud af de sidste 21 år har han tilbragt de 16 i fængsel. Stod det til anklageren skulle han nu tilbringe mindst 16 år mere, men dommeren valgte at lytte til forsvareren og idømme manden 14 års fængsel.
- Som dommeren sagde, så findes der ingen facitliste når vi er helt heroppe. Når jeg sagde 16 år til livstid, så var det også for ikke at låse dommeren fast. 14 år er jo også en lang straf, sagde anklageren Philip Pagter.