Dyne-Larsen bringer topgolf til Nordjylland
Det bliver en af de største sportsbegivenheder på dansk grund nogensinde. Det lovede dynekongen Lars Larsen, da han i dag afslørede at Europa touren, og dermed de største stjerner i golfsporten, kommer til Himmerland de næste tre år.
Lars Larsen giver danskerne et godt tilbud på golf-fronten. European Touren kommer til Danmark fra 2014.
Flere af verdens bedste golfspillere kan i 2014, 2015 og 2016 dyste om en stor titel i Danmark. Det sker fra den 14.-17. august.
Rigmanden og ejeren af varehuskæden Jysk, Lars Larsen, kunne tirsdag officielt melde ud, at European Tour kommer til Nordjylland de næste tre år, hvor Himmerland Golf Spa & Resort er vært.
- Det her har været en kæmpe drøm i mange år. Når nu jeg ejer en golfklub, så skal Europatouren selvfølgelig også spilles her, siger Lars Larsen.
Nyheden glæder den danske golfstjerne Thomas Bjørn, som er den mest vindene nordiske spiller på Europa Touren nogensinde.
- Med de mange gode resultater, som danskerne har haft de seneste år, fortjener dansk golf denne turnering, siger Thomas Bjørn til TV2 News og kalder det for "en stor sportsbegivenhed, der kommer til landet".
Det var en ganske særlig oplevelse for Thomas Bjørn, da han sammen med Lars Larsen sad til pressemødet, som begyndte klokken 14.00.
- Jeg bliver helt rørt af at være her i dag. Det er min gamle hjemmebane og det var her jeg vandt min første professionelle turnering, så det her er meget stort og jeg glæder mig til, at jeg skal spille her, siger Thomas Bjørn.
Thomas Bjørn tror, at en række stjerner kommer til Danmark.
- Turneringen spilles to-tre uger, inden Ryder Cup-holdet udtages, så det vil sikkert tvinge nogle spillere hertil, så de kan kvalificere sig, siger Thomas Bjørn med henvisning til den legendariske holddyst mellem Europa og USA.
Danmark var i 2003 vært for Nordic Open på European Tour. Turneringen blev dog kun en engangsfornøjelse, da den gik konkurs året efter.