Dyr succes på universitetet
Foto: Anders Christian Rasmussen (arkiv)
Et fakultet på Aalborg Universitet har fået så mange nye studerende, at budgettet er overskredet markant. Derfor skal der nu trækkes i bremsen.
Det kan være dyrt at have succes. Aalborg Universitets Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet har overskredet sit budget så markant, at der nu trækkes i bremsen, skriver nordjyske.dk.
Rektor Finn Kjærsdam siger til avisen, at budgettet er overskredet med "et pænt beløb".
Han vil ikke sige noget om konsekvenserne af overskridelsen, før han onsdag har orienteret universitetets hovedsamarbejdsudvalg.
Fakultetet er universitetets største og har godt 4.000 studerende og ca. 1.800 ansatte.
Ifølge Finn Kjærsdam har et stærkt stigende antal studerende betydet, at der har måttet skaffes nye lokaler, rokeres rundt og bygges om. Og det har været dyrt. Universitetet får tilskud fra staten pr. studerende, men pengene udbetales først, når den studerende afslutter studiet.
Det er kun det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, der ikke har kunnet overholde sit budget, skriver nordjyske.dk.