Dyrenes Beskyttelse klager til politi
Dyrenes Beskyttelse raser over, at Nordjyllands Politi i Hjørring ikke sigter en landmand fra Pandrup-egnen for overtrædelse af dyreværnsloven.
Kredsformanden mener at have det bevist, at landmanden gennem otte-ti dage har ladet en ko ligge døende uden mad og drikke.
Koen blev fredag eftermiddag aflivet, efter at være blevet tilset af en dyrlæge, men ifølge Nordjyllands Politi er den dyrlæge-faglige vurdering, at der i den konkrete sag ikke er tale om en overtrædelse af dyreværnsloven.
Det får nu Dyrenes Beskyttelse til at klage til politiet over afgørelsen.
- Vi sender mandag en skriftlig klage af sted. Vi vil have en anden dyrlæge til at vurdere i den konkrete situation, og kredsdyrlægen skal med i det her. Jeg er overbevist om, at koen er vanrøgtet, derfor forfølger vi det her, siger kredsformand for Dyrenes Beskyttelse, Palle Mørch.