Dystre udsigter for Brønderslev
Brønderslev Kommune har netop udsendt en pressemeddelelse hvori det står klart, at kommunen risikerer en stor bødestraf, da den i øjeblikket bruger langt flere penge end budgetteret.
Brønderslev Kommunes borgmester, Lene Hansen (Soc.dem), kalder det "dyster læsning", når hun ser på kommunens udgifter. I alt er der budgetafvigelser på 53,5 millioner kroner.
- Det er alle udvalg, som overskrider budgetterne, som det ser ud nu. Og det er der mange grunde til, udtaler hun i pressemeddelelsen.
Dels vokser udgifterne til det specialiserede socialområde som blandt andet omfatter psykiatri og handicap. Dels bruger kommunen mange penge på at hjælpe udsatte børn og unge. Og så koster beskæftigelsesområdet og den strenge vinter også på budgettet.
Nu opfordrer borgmesteren til, at alle udvalg kigger budgetterne igennem for at holde sig indenfor det vedtagne.
- Konsekvensen af at overskride det vedtagne budget kan blive alvorlig for kommunen. Folketinget har indført en mulighed for, at regeringen kan straffe de kommuner, som ikke kan overholde budgetterne, så vi må naturligvis gøre alt for, at vi ikke er blandt de " uartige ", udtaler Lene Hansen (Soc.dem.).