EBH-sagen udfordrer retssikkerheden

Den aktuelle retssag, hvor tidligere bankchefer for flere nordjysk banker er tiltalt - den såkaldte EBH-sag er så kompliceret, at den kan være svær for lægdommerne at afgøre.

Når helt almindelige mennesker afgør bankchefernes skæbne i den komplicerede EBH-sag, der er for retten nu, så kan retssikkerheden være i fare. Sådan lyder det fra flere eksperter, skriver DR Nordjylland.

- Problemet kan opstå, når sagen er så teknisk kompliceret, at det kan være svært for en domsmand at gennemskue, hvad sagen går ud på, siger Henning Bang Fuglsang, forsker i jura ved Syddansk Universitet til DR Nordjylland.

Lægdommere optræder som nævninge eller domsmænd ved straffesager. Der vil som regel være to lægdommere og en juridisk dommer. Lægdommerens stemme tæller lige så meget som den juridiske dommer ved domsafsigelsen.

- Det værste, der kan ske, er, at en domsmand måske nok er lidt usikker, men alligevel ender med at blive overbevist om, at det er strafbart, det der er foregået, og derfor stemmer for at finde skyldig. Så har vi jo justitsmord i værste fald, siger Henning Bang Fuglsang.

I en kompliceret sag som EBH-sagen, der i sidste uge begyndte ved Retten i Hjørring, der kan det være svært for lægdommerne at forstå det komplicerede stof. Derfor skal lægdommerne klædes godt på, før de kan træffe ordentlige beslutninger.

- Jeg ved ikke, hvordan de domsmænd er klædt på. Jeg vil da håbe, at de har fået noget undervisning eller forklaring. Man skal næsten altid have noget forklaring på et eller andet. Hvad leder vi efter, hvem skal vi lytte ordentligt efter, har man noget på historien i forvejen. Det er altid svært, siger Birgitte Bøgh Møller, der selv fungerer som lægdommer til DR Nordjylland.

I EBH-sagen sidder der hele tre lægdommere og to juridiske dommere.


Seneste nyt

fra Nordjylland