Ebh: - Vi ender ikke som Roskilde Bank
Ebh Bank er som seneste danske bank ramt af finanskrisen - banken må have likviditetstilsagn fra banker og Nationalbanken og gør klar til frasalg.
Finanskrisen fortsætter med at skabe vanskeligheder for de danske banker. Søndag aften måtte Ebh Bank, tidligere Egnsbank Han Herred, meddele, at man har fået særlige likviditetstilsagn fra blandt andre pengeinstitutter og Nationalbanken. Dermed skal banken få tid til at frasælge datterselskaber og sikre ny likviditet.
Datterselskaber skal sælges
Ifølge bankens formand, Egon Korsbæk, skal Ebh Banks situation ikke sammenlignes med den, der for eksempel har ramt Roskilde Bank, hvor Nationalbanken måtte ind og tage over.
- Den situation er vi slet, slet ikke i. Vi har vores selvstændighed. Men vi har måttet bide i det sure æble og gå til nogen for at få hjælp til vores likviditet. Det har de været parat til at bakke op om, og det er, fordi de tror på os, siger Egon Korsbæk til Ritzau.
Banken har fået problemer med at hente nye midler i en situation, hvor penge er strømmet ud af banken, blandt andet fordi Ebh Bank jævnligt bliver nævnt som en af de banker, der kan få problemer. Det har skabt usikkerhed også blandt bankens aktionærer og kunder.
Egon Korsbæk føler sig meget overbevist om, at banken kan få solgt de pågældende datterselskaber.
- Vi har bundet mange midler i datterselskaberne, men de kan også indbringe mange penge. På den måde får vi ny likviditet og får slanket vores balance. Derefter vil vi stå tilbage med en lokal bank i god gænge, siger Egon Korsbæk.
Egenkapital ikke truet
Målet er så at finde enten en fusionspartner eller en køber til Ebh Bank. Det kan ifølge Ebh-formanden være en bank, der ikke er i området i dag, eller måske en af bankens naboer. Ebh Bank måtte den 11. september nedjustere forventningerne kraftigt til et overskud på 110-130 millioner kroner. Nu har man taget yderligere en stor nedjustering til 0 kroner.
Egon Korsbæk siger dog, at bankens egenkapital på ingen måde er truet. Banken havde ved halvåret en egenkapital på 1,1 milliard kroner. Banken har i forbindelse med problemerne afskediget administrerende direktør Finn Strier Poulsen. I stedet har man hasteansat Jens Nielsen som ny administrerende direktør. Han har siddet i bankens direktion frem til 1. maj.
/ritzau/