Efter familietragedie: 4-årig pige stabil

Den 4-årige pige, der var med i den tragiske bilulykke ved Hjørring sidste søndag, er i medicinsk koma. Hendes tilstand beskrives dog som stabil.

Den 4-årige pige, der sidste søndag var involveret i en voldsom bilulykke på Frederikshavnsvej ved Hjørring sammen med sin familie, er fortsat i medicinsk koma, men hendes tilstand beskrives som stabil. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Ulykken skete sidste søndag kort før klokken 16.30, da en bil med et ældre ægtepar kørte op bag i familiens bil med høj fart. Den 76-årige mand, der sad bag rattet, havde fået et ildebefindende.

En 24-årig mor, en 58-årig farmor og et syv måneder gammelt barn omkom ved ulykken. En 28-årig onkel blev lettere såret.

Den 4-årige pige har siden ulykken været indlagt på Universitetshospitalet i Aalborg. Efter ulykken svævede hun mellem liv og død, men hendes tilstand beskrives nu som stabil. Ifølge Nordjyllands Politi er der en lille forbedring at spore - men pigen holdes dog fortsat i medicinsk koma.


Seneste nyt

fra Nordjylland