Efter kritik: Nordjysk Elnet ophæver tarifstigning

Efter nordjyske landmænd og virksomheder råbte op om heftige prisstigninger på elregningen, har Nordjyske Elnet fået besked på at droppe planerne.

I begyndelsen af oktober gik den nordjyske landmand Jens Peter Jensen på krigsstien mod kæmpe stigninger på hans og andre virksomheders elregning. Nu får hans og andres kritik Nordjyske Elnet og SE Energi på andre tanker. 

En af de virksomheder, stigningen ville gå ud over, var Brønderslev Svømmehal, hvor elregningen ville blive en hel del dyrere. Svømmehallen skulle betale 55.000 kroner mere i net-tarif i de næste to og et halvt år.

Strøm kan man købe mange steder, men net-tariffen er en afgift, man betaler for at få strøm gennem ledningerne - og som SE Energi og Nordjysk Elnet har eneret på i et område. Pengene skulle i kassen, fordi den almene forbruger skal have udskiftet deres fjernaflæsere. Aflæsere, som virksomhederne allerede har installeret - og som i de ifølge planerne altså skulle betale for. 

- Implementeringen af de her nye digitale målere er et af de fem elementer, som er besluttet i den fælles fusion. Nogle af de andre elementer, det er udrulningen af fiber til alle nordjyder, 100 nye jobs i Brønderslev plus en vækstpulje på på 150 millioner, men vi skal have finansieret de her elmålere, sagde direktør Niels Duedahl fra SE Energi i begyndelsen af oktober om ekstraudgiften til virksomhederne. 

Hans udmelding er nu annulleret af hans bestyrelse. Formand for SE's bestyrelse, Jens Erik Platz, forklarer i en pressemeddelelse: 

- I forbindelse med udrulningen af de fjernaflæste målere og ikke mindst finansieringen heraf står det klart, at den valgte opkrævningsmodel rammer en række nordjyske forbrugere med en uheldig effekt. SE-ledelsen og Nordjysk Elnet har været i dialog med forbrugerne og valgte at vurdere sagen endnu engang. Det har vi nu gjort og drøftede redegørelsen og mulighederne på vores bestyrelsesmøde i onsdags. Det medfører, at ledelsen i Nordjysk Elnet, baseret på en indstilling fra SE a.m.b.a, nu annullerer den midlertidige tarifforhøjelse.

Konkret vil det allerede opkrævede beløb fra 1. juli 2017 blive tilbagebetalt til forbrugerne via en reduktion i nettariffen. Beløbet i størrelsesordenen 10 mio. kr. tilbagebetales således i 2018 via en reduktion i tarifferne fremadrettet. Direktør for Nordjysk Elnet, Michael Plesner Østergaard, udtaler, at selskabet har tilstrækkelig egenkapital til at løse opgaven.

Beslutningen glæder Jens Peter Jensen, der har trukket et stort læs med at få den skæve opkrævning frem i lyset. 

- Det er en superfin løsning. Der ligger omkring 150 millioner kroner i vækstfonden, så det er den helt rigtige måde at drive andelsselskab på - at give pengene tilbage til dem, der har været med til at spare dem op, siger en tilfreds Jens Peter Jensen. 

Gense indslaget om den varslede stigning - som nu er droppet - fra 3. oktober. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland