Efter TV2 Nord projekt undrer flere sig - må man hælde vand i toilettet?
Mange har undret sig over, hvordan man skal komme af med sin afføring, hvis der er lukket for vanden og strømmen.
TV2 Nord sendte i sidste uge journalist Freja Hesthaven og fotograf Phillip Holm Johansen ud for at bo i et hus uden vand og strøm i tre døgn.
Her skulle de efterleve Beredskabsstyrelsens anbefalinger, hvilket blandt andet betød, at der ikke var noget vand til at rykke ud i toilettet med efter besøg.
Netop dette har flere af TV2 Nords brugere kommenteret og spurgt ind til. For vil det potentielt kunne skabe et kloak-kaos, hvis man hælder vand i toilettet, og skal det være det rene drikkevand, men hælder deri?
Kloak-kaos?
TV2 Nord satte sig for at få svar på de mange spørgsmål, så nordjyderne kan skide i fred, hvis en krisesituation skulle opstå.
- Der er ikke noget driftsteknisk, der ødelægger kloaksystemet, hvis man skyller ud med en spand vand, starter Birthe Berg, der er vand og spildevandschef hos Aalborg Forsyning, med at understrege.
Dog kan det efter en rum tid være umuligt at hælde vand i toilettet ifølge vand og spildevandschefen.
- Jo længere tid vi er uden strøm, når vi et punkt, hvor vi ikke kan pumpe det væk, og hvor der vil komme en stilstand, så der vil det ikke være muligt at hælde mere på, forklarer hun.
I sådan et tilfælde er der kun én ting at gøre.
- Er vi i en sådan kriselignende situation, så er der ikke andet for end at grave et hul i haven.
Beskidt eller rent vand i kummen?
Samtidig forklarer Birthe Berg, at man i tilfælde af en længerevarende strømafbrydelse ikke anbefaler, at man bruger sit drikkevand til at skylle ud med.
- Der anbefaler vi selvfølgelig, at man gemmer til at drikke.
Men hvis man har en vandpyt udenfor, må man så tage det beskidte vand og hælde i toilette?
- Ja, det må man gerne, det sker der ikke noget ved, forklarer Birthe Berg.
Hvor længe der går, før man ikke længere vil kunne skylle ud i toilettet, kan vand og spildevandschefen dog ikke komme nærmere.
- Det er jo heldigvis ikke noget, som vi har erfaring med, da der aldrig har været en situation i Danmark før, hvor der har været strømafbrydelse i flere døgn, men det er selvfølgelig noget, som vi ser nærmere på nu og forbereder os på, pointerer Birthe Berg.
- Generelt anbefaler vi, at man følger anbefalingerne i sådanne situationer, afslutter hun.