Eftersøgt mand anholdt i Spanien
Foto: TV2/Nord
En 44-årig dansk mand er anholdt i Spanien efter han siden sidste sommer har været internationalt eftersøgt for bedrageri.
En dansk mand, der er sigtet for bedrageri, er blevet anholdt i Spanien. Det sker efter manden har været internationalt eftersøgt siden sommeren 2013. Det bekræfter politikommissær Jørgen Birger Jensen fra Nordjyllands Politi.
Manden blev anholdt natten til den 8. januar, efter Nordjyllands Politi fik et tip om, hvor han opholdt sig. Politiet har ellers været i kontakt med ham under eftersøgningen, for at få ham hjem, men det krav har manden ikke opfyldt.
Ifølge TV2/Nords oplysninger er der tale om bedragerisager for mere end en halv million kroner. Blandt andet har en lang række soldater anmeldt manden.
Soldaterne meldte sig tilbage i 2012 til et bodyguardkursus hos manden, men de fik aldrig det kursus, de betalte for. Dengang talte TV2/Nord med en af soldaterne.
- Der blev vi jo lovet et rigtigt godt job, men det viste sig så ikke at holde stik i sidste ende, sagde Asbjørn Børgaard dengang. Han var en af de snydte soldater.
TV2/Nord fik også kontakt til den anholdte mand, og over telefonen afviste han dengang anklagerne.
- Folk har ikke betalt det, de skulle betale, og de har ikke fået ordnet deres papirer til tiden. Den ene var kriminel, og den anden havde slet ikke betalt. Så kommer de jo ikke af sted. Og kursus er den 25. i næste måned. Der skal de på kursus, sagde manden dengang, da han blev konfronteret med kritikken.
Nordjyllands Politi er nu på vej til Spanien for at hente manden, og efter planen skal han fremstilles i grundlovsforhør torsdag ved Retten i Aalborg.