Ejerlejligheder går fri af boligkrise
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Mens 'Til Salg'-skilte er plantet i 3,8 procent af alle landets villahaver, så er udbuddet af ejerlejligheder til at overse. Kun 1,4 procent af landets lejligheder er til salg.
Det viser en ny undersøgelse fra Boligsiden.dk og Spar Nord.
Ifølge cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm vil ejerlejlighederne også de kommende år være immune over for den generelle ubalance mellem sælgere og købere på boligmarkedet. Det skyldes ikke mindst en demografisk udvikling, der frem mod 2020 vil skabe øget efterspørgsel efter lejligheder.
- Alene fra 2010 til 2011 vokser antallet af danskere i 20'erne med over 6.500 personer. Og eftersom det typisk er den gruppe, der går i markedet for at købe lejlighed, så øger det den generelle efterspørgsel på lejlighedsmarkedet, forklarer Jens Nyholm.
Han tilføjer, at antallet af danskere i 20'erne vil fortsætte med at vokse markant de kommende 10 år. Med til at holde hånden under ejerlejlighedsmarkedet er også, at stadig flere danskere flytter fra land til by.
- I København, Aarhus, Odense og Aalborg forventes en tilflytning på over 100.000 borgere frem mod 2020, og det er i disse uddannelsesbyer, at koncentrationen af lejligheder er størst, understreger Jens Nyholm.
Hos Boligsiden.dk oplever man samtidig, at lejlighederne bliver handlet hurtigere og hurtigere.
- De lejligheder, der blev handlet i april 2011 havde i gennemsnit været til salg i fem måneder. Det er næsten en måned hurtigere, end for et år siden, siger kommunikationsdirektør Birgit Daetz.
Siden årsskiftet er der alene sat knap 10.000 nye boliger til salg, så det samlede antal boliger til salg på Boligsiden.dk er oppe på knap 83.000.
/ritzau/