Ejersbos "Eksil" på Teater Nordkraft

Bestselleren "Eksil" af Jakob Ejersbo bliver til et nyt teaterstykke på Teater Nordkraft - den største satsning i teatrets historie.

Det bliver råt og brutalt på scenen, når Teater Nordkraft om få dage har premiere på deres opsætning af "Eksil".

- Det er et indblik i et pigesind i et meget højt tempo, siger teaterleder, Jakob Højgård Jørgensen, om stykket.

Stykket lægger sig tæt opad bogen og handler om den engelske teenager Samantha, som vokser op i Tanzania med en alkoholiseret mor og en far, som er tidligere jægersoldat, og nu tjener sine penge som lejesoldat i forskellige afrikanske borgerkrige.

- Jeg synes, at det vi laver her, er et rigtig godt koncentrat af bogen, konstaterer skuespiller Henrik Birch, som spiller Samanthas far i stykket.

Teateropsætningen af Jakob Ejersbos bestseller har været halvandet år undervejs og skal man tro en af stykkets centrale figurer, kan publikum godt glæde sig.

- De vil få oplevelsen af at være inde i hovedet på en ung pige, som lever i en voldsom verden og gerne vil have kontakt til andre mennesker og noget hjælp til at blive voksen - og det får hun ikke. Heller ikke fra sin far, som jeg spiller, fortæller Henrik Birch.

Jakob Højgård Jørgensen er også meget optimistisk omkring den kommende premiere, selvom han samtidig har meget stor respekt for bogens unikke univers.

- Det, som teatermediet kan, er jo at skabe et direkte møde mellem publikum og nogle levende mennesker, som står to-tre meter fra dem og som i den her historie bliver udsat for nogle ret voldsomme og brutale ting - samtidig med at der er et stort hjerte, siger han.

Stykkets premiere på lørdag er for længst udsolgt, men man kan se "Eksil" på Teater Nordkraft indtil 22. marts. Derefter skal forestillingen på turné til København og Aarhus til efteråret.


Seneste nyt

fra Nordjylland