Eksansatte holder fast i tjenesteboliger

 Eksansatte holder fast i tjenesteboliger

Tidligere ansatte ved sygehusvæsenet i Aalborg protesterer over, at Region Nordjylland vil sætte dem på gaden for at bruge boligerne til at tiltrække læger.

En række tidligere medarbejdere ved sygehusvæsenet i Nordjylland skal flytte ud af deres hjem. Det kræver deres tidligere arbejdsgiver, Region Nordjylland. Men flere nægter.

De bor i en af regionens 187 lægeboliger i Aalborg. Det har de efter deres mening ret til. Også selv om de enten er holdt op med at arbejde for regionen eller snart gør det.

Beboerne har nemlig aldrig fået en lejekontrakt. Efter deres vurdering fremgår det ikke af deres ansættelseskontrakt, at boligen skal rømmes, når de fratræder deres job i sygehusvæsenet.

Region Nordjylland mener til gengæld, at beboerne i hvert fald moralsk er forpligtet til at flytte, siger vicekontorchef Peter Larsen, der er leder af den juridiske afdeling:

- Boligerne har hele tiden været tænkt som boliger for ansatte, siger han til Nordjyske Stiftstidende.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland