Ekspert ser både godt og skidt i Ebh-sag
Bankekspert: Nyhederne om Ebh Banks situation er dårligt nyt, fordi banken havner i en presset situation - og godt nyt, fordi der bliver grebet ind.
Nyhederne mandag morgen om Ebh Banks pressede likviditet er både skidt og godt.
Skidt, fordi banken er havnet i den klemte situation. Godt, fordi der trods alt bliver lagt en bund under banken. Sådan konkluderer bankekspert Bjarne Jensen, Bjarne Jensen Consult, situationen, efter at Ebh Bank måtte meddele, at andre banker og Nationalbanken har spændt et likviditetsmæssigt sikkerhedsnet ud under banken.
- Alle nyheder af den type kan i øjeblikket få skær af noget alvorligt. Men for kunder og indskydere vil situationen nu være normal. Banken er blevet sikret likviditetsmæssigt, og det skal også sikre mod et run på banken, siger Bjarne Jensen.
Han konstaterer, at Ebh Bank sagtens ville kunne køre videre trods udsigten til et nulresultat i 2008. Men problemet er, at markedet bank og bank imellem er gået i stå.
- Bankerne har trukket sig ned i skyttegravene. En gang imellem stikker de periskopet op for at se, hvem der stadig er i live, konstaterer bankeksperten.
På den baggrund er det positivt, at der har været vilje i banksektoren til at smide redningskransen ud til Ebh Bank. Det kan måske være med til at skabe mere ro om bankernes situation og dermed hjælpe til at genoprette tilliden mellem bankerne.
Bjarne Jensen mener dog, at man måske skal overveje - som i USA - om der er brug for indgreb, der kan løse den "systemkrise", der rammer banksystemet for øjeblikket.
Aktiekursen i Ebh Bank faldt umiddelbart mandag morgen med 28 procent på nyhederne. Allerede fredag gik kursen 20 procent ned i et ellers meget positivt marked.
/ritzau/