Elever fra Horne Ungdomsskole sikrer vand til skole i Nigeria

Elever fra Horne Ungdomsskole rejser til Nigeria, dels for at følge undervisningen på en kostskole og dels for at se hvad deres 80.000 indsamlede kroner er anvendt til: vandtårn med tilhørende boring og pumpe.

<b>HorneeXplorer til Nigeria</b>
Hvert år rejser eleverne på skolens kulturlinje, HorneXplorer, til Nigeria.
Her bor og modtager holdet undervisning på kostskolen Lutheran Junior Seminary i byen Yola. Det er kulturudveksling i øjenhøjde.

<b>Sudanmissionen</b>
Rejsen planlægges og gennemføres i samarbejde med Sudanmissionen, der i de sidste 100 år, har samarbejdet med den lutherske kirke i Nigeria.
Eleverne fra Horne er således officielle gæster hos ærkebiskop Nemuel Babba.

<b>Fem vacciner</b>
Dette års HorneXplorer-hold har allerede fået fem vacciner i arme og skuldre, arbejdet intenst med kultur, religion og identitet og er nu i færd med at planlægge en række praktiske opgaver og projekter til opholdet.
Der er afgang fra Horne natten til 4. marts.

<b>Brug for vand</b>
Da sidste års HorneXplorer-hold besøgte Nigeria, virkede den gamle vandboring og pumpe ikke.
De danske og nigerianske elever måtte derfor hente vand til personlig hygiejne, tøjvask og madlavning i spande ved den offentlige boring 3 km. væk.
Det var hårdt og anstrengende arbejde, som måtte gøres flere gange dagligt.

<b>Tanker og visioner</b>
Det satte efterfølgende gang i tanker og visioner hjemme i Horne.

- Efter at have boet på skolen i Nigeria, uden optimal elektricitetstilførsel og vand i hanerne, har jeg fundet ud af, hvad en anderledes kultur kan være, og hvad det vil sige at være glad for det man har, fortæller Kia Hansen. Hun var med HorneXplorer i Nigeria 2005/06.

<b>Giv en dag</b>
Under mottoet "Det er så let for os, at gøre det let for dem!", satte de skolens driftige elever gang i projektet "GIV EN DAG".

Her gav alle Horne Ungdomsskoles elever - i stil med gymnasiernes Operation Dagsværk - en dags arbejdskraft til fordel for etableringen af stabil vandforsyning på skolen, som flere af kammeraterne netop havde besøgt.

<b>Lokale støtter</b>
- Alt dette kan kun lade sig gøre fordi, vi nyder en kolossal opbakning fra skolens leverandører, forældrekreds og ikke mindst de lokale erhvervsdrivende, smiler HorneXplorer-lærer Hans Wendelboe Bøcher og sender samtidig en varm tak til alle, der har bidraget til projektet.

Lagt sammen med en tilsvarende arbejdsdag i dette skoleår, har de to elevhold tjent ikke mindre end 82.500 kr., som gennem Sudanmissionen er overført direkte til skolen i Nigeria.

<b>Vandtårn i Nigeria</b>
Og her har man handlet hurtigt - både i dansk og afrikansk forstand - og allerede bygget et nyt vandtårn med tilhørende boring og pumpe. Og pt. er skolen i færd med at lave ny rørføring til centrale dele af skolen, som ligger på et geografisk stort område.

- Så, når dette års HorneXplorer-hold om en måned besøger skolen, kan de med egne øjne se, at det projekt, som de selv har tjent til, virkelig er ført ud i livet og er med til at lette en hverdag for mere end 600 nigerianere.

- Det er ikke beskåret alle elever i 9. og 10. klasse, ved siden af at klare danske stile og matematikafleveringer, også at tjene mere end 80.000 kr.
til at etablere vandboring, pumpe og rørledninger på en nigeriansk kostskole, siger en stolt Hans Wendelboe Bøcher.