Eleverne pjækker mere
Det kan virke fristende at blive under dynen, når vækkeuret ringer - og det er der flere folkeskoleelever, der gør. Elevernes fravær på folkeskolerne i Aalborg Kommune er nemlig steget på trods af forsøg på at nedbringe antallet af ulovlige fridage.
Det kan virke fristende at blive under dynen, når vækkeuret ringer - og det er der flere folkeskoleelever, der gør. Elevernes fravær på folkeskolerne i Aalborg Kommune er nemlig steget på trods af forsøg på at nedbringe antallet af ulovlige fridage.
I dag var der juleklippedag på Tornhøjskolen i Aalborg, og juleferien står snart for døren med fri fra skole. Men måske nogle elever ville have godt af at tilbringe ferien på skolen - de har i hvert fald holdt mere fri end de fleste.
Det drejer sig ikke bare om én dag hver uge. Der er nogle, der næsten pjækker hver dag, siger Perparim Gashi, der går i 7.b.
Målet var ellers klart: fraværet skulle nedbringes. 196.000 kroner var der sat af til projektet, der har kørt på fire skoler i Aalborg. Men på trods af forsøget er fraværsprocenten steget - og det gælder også på Tornhøjskolen. Her ligger den på 9,1 procent blandt eleverne i 7.-9. klasse.
- Generelt så møder elever til timerne - også hver dag. Men vi har nogle elever, som har et rigtig, rigtig stort fravær, og de tæller meget i statistikken. Jeg har eksempler på elever med over 40 % fravær, siger Anne Tabor, der er lærer på Tornhøjskolen.
Tornhøjskolen er blot én af mange skoler, hvor antallet af ulovlige fridage er steget - det er en generel tendens på skolerne i Aalborg.
- Med den indsats vi har gjort for at mindske fraværet, så bliver jeg da ked af at se, at procenten er steget. Men når jeg ved, at begrundelsen er, at der er nogle få elever med massivt fravær, så er det alligevel lykkedes langt hen ad vejen, siger Jette Stegmann, der er skoleleder på Tornhøjskolen.
Skolerne vil nu arbejde videre på at nedbringe fraværet.