Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Elevrådsformand om unges drukkultur: - Forbud er nok det sidste, man skal gøre

Se debatmagasinet Fokus LIVE om drukkulturen blandt unge.

Danske unge er europamestre i druk. En rekord, som Sundhedsstyrelsen og uddannelsesinstitutioner vil gøre op med, mens de unge selv mener, at drukkulturen er harmløs.

Det er lille fredag, og i Jomfru Ane Gade er de første unge mødt troligt ind på barerne for at se landskamp, mødes med venner og medstuderende - og drikke alkohol.

Selvom danske unge drikker mindre, end de gjorde for nogle år siden, og begynder at drikke senere end tidligere generationer af unge, så har unge i Danmark, målt på fuldskab og mængden af alkohol, der bliver drukket, det højeste forbrug af alkohol i Europa.

Alkoholforbruget blandt unge stiger markant ved overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse, særligt blandt unge, der begynder på gymnasiet.

Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen uddannelsesinstitutionerne til at gøre en ekstra indsats for at få de unge til at drikke mindre.

- Det er ikke nødvendigt. Det er ikke kammet over, lyder en indsigelse fra Dennis Rudmose i torsdagens udgave af debatmagasinet Fokus LIVE.

Han er studerende og står torsdag aften med en øl i hånden på Camp Minigolf i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Han indrømmer, at det ikke er så nemt at få skole til at hænge sammen med de mange byture, men mener alligevel, at der ikke er behov for at ændre kulturen på ungdomsuddannelserne.

- Vi drikker måske meget, men tager også skolen seriøst og er gode til at tage os sammen, når det gælder, siger han.

De voksnes ansvar

54 procent af de 16- til 24-årige mænd og 47 procent af de 16- til 24-årige kvinder har drukket mere end fem genstande ved samme lejlighed indenfor den seneste måned. 

- Det er jo noget, vi helt sikkert skal snakke med de unge om. Vi skal sørge for, at der er fællesskaber, man kan deltage i, uden at der er alkohol involveret, så man ikke føler, at det er nødvendigt for at man kan være en del af fællesskabet, siger byrådsmedlem Mette Ekstrøm (S), som også er næstformand for Bevillingsnævnet i Aalborg Kommune. 

Unges alkoholforbrug

  • Der er sket et stort fald i andelen af 11-årige, der har prøvet at drikke alkohol. I 1998 havde 74 procent af de 11-årige drenge og 58 procent af de 11-årige piger prøvet at drikke alkohol, mens tallet i 2018 var henholdsvis 20 procent blandt drenge og 7% blandt piger.
  • Blandt de 15-årige ses også et stort fald i brugen af alkohol, men der er tilsyneladende sket en opbremsning i faldet i den seneste undersøgelse fra 2018, hvor der ses en lille stigning i andelen af 15-årige drenge, som har prøvet at drikke alkohol.
  • Målt ved binge-drinking, fuldskab og mængden af alkohol, der bliver drukket, har danske unge det højeste forbrug af alkohol sammenlignet med unge i andre europæiske lande.
  • Alkoholforbruget blandt unge stiger markant ved overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse, særligt blandt unge, der begynder på gymnasiet.
  • Cirka 12 procent af de 16-24-årige overskrider Sundhedsstyrelsens højrisikogrænse. Heraf ønsker 15 procent at nedsætte deres alkoholforbrug. 23 procent af de 16-24 årige mænd og 31 procent af 16-24-årige kvinder overskrider Sundhedsstyrelsens lavrisikogrænse.
  • 54 procent af de 16-24-årige mænd og 47 procent af de 16-24-årige kvinder har drukket mere end fem genstande ved samme lejlighed indenfor den seneste måned, hvilket er et fald i udbredelsen sammenlignet med 2010, hvor tallene var henholdsvis 61 procent og 53 procent.


Kilde: Sundhedsstyrelsen

Hun mener, at det både er uddannelsesinstitutioner, forældre og kommunernes ansvar, at der er tilbud til de unge, som ikke involverer alkohol. 

Direktør Rikke Christoffersen fra Aalborg Handelsskole oplever, at de unge begynder at påtage sig en alkoholkultur, allerede før de begynder på ungdomsuddannelserne. Hun peger på, at den kedelige rekord blandt andet handler om gruppepres. 

- Hvorfor er det, at man i Danmark skal have et europamesterskab i druk, for at man kan have det gode ungeliv? Det kan man undres lidt over. Vi skal tage den debat og dialog med de unge, der hedder, at det kan være sjovt og hyggeligt at være ung uden at drikke 5,7 genstande om ugen, som de unge drikker i snit, siger hun. 

Utrygt at fjerne alkohol fra gymnasierne

Thea Enevoldsen er elevrådsformand på Aalborg Katedralskole, og hun ser det ikke som et problem, at unge drikker så meget alkohol, som tilfældet er.

- Jeg oplever det ikke på gymnasierne. Der er plads til at tage en øl og hygge med ens venner, men vi unge er altså også ansvarlige. Vi drikker mindre end vores forældre gjorde, og vi kan sagtens skabe et fællesskab, hvor der både er plads til at tage en enkelt øl efter skole, og hvor der også er plads til dem, der ikke har lyst til det, siger hun.

Elevrådsformand på Aalborg Katedralskole, Thea Enevoldsen, mener at forbud mod alkohol på studiet er en dårlig idé. Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord

Og selvom alkoholforbruget blandt unge stiger markant ved overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse, og særligt blandt unge, der begynder på en gymnasial uddannelse, så mener hun, at det er en myte, at det fylder meget på studiet.

- På mit gymnasium gør man rigtig meget for at imødekomme de elever, der ikke har prøvet at drikke før. Det gjorde oplevelsen mere tryg, fordi man så ikke endte i en park og drak sig i hegnet, siger Thea Enevoldsen og fortsætter:

- Jeg oplever ikke et stort fokus på alkohol på vores studie. Der er meget mere fokus på sammenhold, og at lære hinanden at kende. Det der med alkohol og hvor meget, du kan drikke - det er en myte, at det fylder så voldsomt meget, lyder det. 

Derfor mener Thea Enevoldsen også, at det ville være en dårlig idé, hvis uddannelsesinstitutionerne helt stoppede med at holde arrangementer med alkohol. 

- Ud fra egen erfaring vil det føre til, at folk vil droppe gymnasiefesterne og i stedet tage ud for at eksperimentere med alkohol. Til festerne på skolen har vi vagter og lærere, der kan tage hånd om os, så det vil gøre det meget mere utrygt for den enkelte elev, hvis vi fjernede alkohol helt fra gymnasierne. Forbud er nok det sidste, vi skal gøre, mener hun.  

De unge: Vi drikker mindre end vores forældre

For at gøre op med drukkulturen, som binder ungdomsuddannelserne sammen med Jomfru Ane Gade, foreslår Rikke Christoffersen og Mette Ekstrøm tiltag som for eksempel et forbud mod alkohol på idrætsdage og på studieture.

- Vi skal ikke være bange for som ansvarlige voksne at sætte nogle rammer for de unge. Lad os nu få taget noget action på det her og få det til at lykkedes at komme væk fra den rekord, siger Rikke Christoffersen. 

Mette Ekstrøm mener samtidig, at restauratørerne har en vigtig rolle.

- De skal ikke udskænke til nogen, der er meget berusede eller under 18 år, de må ikke reklamere på uddannelsesinstitutionerne, og vi skal have et bedre samarbejde med dem. De skal være der, men det skal være under mere ordnede forhold, siger hun. 

Og selvom Thea Enevoldsen er enig i det, så mener hun også, at man skal til at tage de unge lidt mere seriøst.

- Jeg oplever, at vi har en generation, der er enormt ansvarsfuld. Vi drikker mindre end vores forældre, og på alle mulige andre punkter synes jeg, vi er gode til at opfylde alle de krav, som skolerne, vores forældre, og samfundet stiller os. Selvfølgelig kan der være nogle unge, der har det svært med alkohol - men netop derfor er det en god idé med gymnasiefesterne, hvor der bliver passet på os, mens vi drikker, siger Thea Enevoldsen og understreger: 

- Jeg tror, vi kan mere, end der bliver tænkt om os. 

Senere på efteråret afholdes et møde mellem Bevillingsnævnet, repræsentanter fra uddannelsesinstitutionerne og repræsentanter fra Jomfru Ane Gade om de unges alkoholkultur i målet om, at værtshusejerne ikke længere må henvende sig og markedsføre direkte til de unge på uddannelserne.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeka Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt som vi andre, kan være vant til det, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.