En anholdt ved AaB-kamp
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Kun en enkelt fodboldfan blev anholdt i forbindelse med AaBs Europa League-kamp torsdag aften.
Det var en fredelig fodboldaften i Aalborg toprsdag. Kun en enkelt belgisk fodboldfan blev anholdt.
På banen fik AaB ørene i maskinen mod belgiske Club Brugge i sekstendedelsfinalen i Europa League. Men udenfor banen melder Nordjyllands Politi om en fredelig aften.
Der blev kun foretaget en enkelt anholdelse. Det var en 35-årig belgisk fan, der blev anholdt under kampen, udenfor stadion og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Derudover var der god ro og orden blandt både hjemme- og udeholdets fans, der blandt andet blev mødt af dialogbetjente i Aalborg. Nordjyllands Politi roser fodboldtilhængernes opførsel i forbindelse med kampen.
- Fra politiets side er vi meget tilfredse. 1 anholdt og udelukkende 1 sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen er flot set i lyset af kampens betydning. Vi er tilfredse, og stort set alle fans fra begge sider har bidraget til, at det blev en fredelig fodboldaften i Aalborg, siger vicepolitiinspektør John Henriksen fra Nordjyllands Politi.