En epoke er slut
De har netop fejret 20 års jubilæum, men nu er det slut - Her og Nu kontakten i Farsø lukker ned og lader i stedet Offerrådgivningen tage over.
Her og Nu Kontakten i Farsø så dagens lys i marts 1991, og gennem de seneste 20 år har gruppen blandt andet ydet støtte til pårørende, hvis nære familiemedlemmer havde været udsat for en ulykke og efterfølgende afgik ved døden. Det oplyser Sygehus Himmerland i en pressemeddelelse.
Den vigtigste opgave som udsendt fra Her og Nu Kontakten har gennem alle årene været at yde medmenneskelig støtte og praktisk hjælp, mens sygehuset tog sig af behandlingen. I dag har Offerrådgivningen dog overtaget disse opgaver, og derfor har Her og Nu Kontakten valgt at lukke ned.
- Vi føler alle, at gruppen har haft sin berettigelse de gange, vi har været kaldt ud, men nu har mange ting forandret sig. Efter den nye sygehusstruktur modtager vi blandt andet ikke længere de hårdt kvæstede personer, og derfor giver det i dag bedre mening, at Offerrådgivningen varetager disse opgaver, fortæller social- og sundhedsassistent Lis Kristensen, som har været en af kræfterne i Her og Nu Kontakten i Farsø.