Mink aflives: Over halvdelen af dyrene smittet med covid-19

Nye prøver i nordjysk minkbesætning med 4400 mink viste fund af covid-19 i mange af dyrene, som skal aflives i morgen.

Fødevarestyrelsen har fundet covid-19 i mere end halvdelen af dyrene i en minkbesætning i Nordjylland. Regeringen har besluttet, at dyrene bliver aflivet ud fra et forsigtighedsprincip

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

​Fødevarestyrelsen har med få dages mellemrum testet en minkbesætning i Nordjylland. Prøver viste, at covid-19-smitte har spredt sig fra få til mange dyr, så over halvdelen af minkene nu er smittede.

Minkfarmen er den anden nordjyske minkfarm, hvor Fødevarestyrelsen har fundet covid-19.

TV2 Nord har været i kontakt med den pågældende nordjyske minkavler, Peter Nielsen, hvor der nu er konstateret smitte. Han fortæller, at besætningen består af i alt cirka 4400 mink, og at han er noget træt af situationen med de smittede dyr. 

Han oplyser, at han kan se, at dyrene er blevet syge, men ellers ønsker han ikke at udtale sig om sagen.

Aflives ud fra forsigtighedsprincip

Regeringen har, på linje med den første smittede minkbesætning, valgt at slå besætningen ned ud fra et forsigtighedsprincip. Aflivningen kommer til at ske i morgen tirsdag.

Beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nicolas Kühn Hove siger, at i forbindelse med den aktuelle smitte på en nordjysk farm tyder alt på, at smitten er sket fra mennesker til dyr.

Minkene blev testet igen, fordi der kun blev fundet covid-19 i meget få mink, da de første prøver blev udtaget den 17. juni. For at få et bedre grundlag at træffe en beslutning på, var det nødvendigt at teste besætningen igen.

Siden de første prøver blev udtaget, har minkbesætningen været underlagt restriktioner fra Fødevarestyrelsen. Det betyder, at ingen dyr og kun få mennesker kommer ind og ud af besætningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland