Enevoldsen til AaB?
Foto: Allan Storkborg (Arkivfoto)
Den tidligere landholdsspiller Thomas Enevoldsen kan være på vej tilbage til AaB, skriver ekstrabladet.dk.
- Jeg vil godt sige, at vi har markeret, at vi er interesserede i Thomas, fortæller AaB's snart forhenværende sportsdirektør Lynge Jakobsen til ekstrabladet.dk.
Thomas Enevoldsen er kommet i klemme i sin belgiske klub Mechelen, hvor han godt nok har spillet 31 kampe i sæsonen, men kun 16 gange har figureret i startopstillingen. Kontrakten med belgierne løber endnu to år, og danskerens agent, John Sivebæk, vurderer, at situationen er så uholdbar, at tiden er moden til at se sig om efter en anden klub.
- Thomas spiller for lidt i forhold til det, han havde regnet med, så derfor er han ikke indstillet på at blive. Men vi kan ikke gøre noget, før vi har fået vished om, hvad Mechelen ønsker. Der har været lidt interesse fra blandt andet Danmark, men det er vanskeligt at sige, hvad det ender med, lyder det fra John Sivebæk overfor ekstrabladet.dk.
Thomas Enevoldsen er kæreste med håndboldspilleren Lærke Møller, og udsigten til at være mere sammen med hende kan ifølge avisen også stimulere lysten til et comeback i dansk fodbold.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er AaB indstillet på at søge hjælp i sit økonomiske bagland, hvis det er nødvendigt for at få Thomas Enevoldsen til igen at trække den rød-hvide trøje over hovedet.