04:00

Reading FC spillede sig helt til tops ved Cup. No. 1 med en imponerende sejrsrække. Foto: Mette Kristensen

1 af 2

Englændere uddeler lammetæv

Det engelske fodboldhold Reading har været suveræne ved fodboldstævnet Cup No. 1 i Frederikshavn. I finalen for U13-drenge stod Sæby for tur til en fodboldlektion.

14-0, 10-0, 14-0, 8-0, 20-0, 14-0, 6-1 og 11-0. Det er den imponerende sejrsrække for Reading FC's U13-drenge ved fodboldstævnet Cup No.1 i Sæby.

Sidste resultat - 11-0 - er finalesejren over IF Skjold Sæbys. De to klubber mødtes også i den indledende runde, og her blev det til engelsk sejr på 10-0. De to nederlag tog Sæbydrengene dog med oprejst pande.

- De var rigtig gode. Vi kæmpede alt hvad vi kunne, men det er bare et rigtig godt hold, siger Sæbys Rasmus Lindorf Pedersen, som glædede sig over at have lært op levet en masse ved møderne med englænderne.

- Det har været en stor oplevelse. Det er jo et rigtig dygtigt hold, så det er en oplevelse i sig selv at spille mod dem, siger han.

Der er en helt logisk forklaring på niveauforskellen mellem Reading og de andre U13-hold. Spillerne fra klubben med et seniorhold i den næstbedste engelske række træner under noget mere professionelle vilkår. De er på kontrakter og træner fire gange om ugen - i alt ti timer. Desuden er der kampe i weekenden, og så har de hver onsdag fri fra skole for at kunne træne fodbold. Der er nemlig store forventninger til stjernefrøene fra Reading.

- Vi spiller i den bedste række, hvor drengene klarer sig ret godt. Vi udvikler en del spillere til klubbens førstehold, og vores mål er, at nogle af de spillere, der har spillet her i dag, skal komme på førsteholdet på et tidspunkt, siger Readings træner Chris Sweetman.

Reading-spillerne er lige kommet tilbage til fodboldbanen efter ferien, og Cup No. 1 er deres første forberedelse frem mod den kommende sæson. Og selv om de tilsyneladende klarede sig til tops ved turneringen uden problemer og med en utrolig målscore på 97-1, er der ros til Sæby for at gøre en god figur i finalen.

- De gav ikke op. De blev ved med at kæmpe og forsøgte hele tiden at undgå, at vi skulle score flere mål. Det gjorde det også til en større udfordring for os, siger Chris Sweetman.

Reading havde i øvrigt også et hold med i U12-rækken. De vandt også deres finale, dog kun med 6-0. Undervejs løb de også ind i Sæbys U12-drenge. Her endte kampen 12-1 i engelsk favør.