Enighed om kystsikring

Sommerhusejerne ved Lendrup Strand nær Løgstør har igennem lang tid været plaget af voldsomme oversvømmelser, men nu er der en løsning på vej.

Vesthimmerlands Kommune og områdets beboere er blevet enige om at lave en stormflodssikring. Tirsdag aften mødes de til stormøde i Løgstør Hallen.

I 2005 stod vandet 2 meter og 16 centimeter over normal vandstand i sommerhusområdet Lendrup strand. Det kan forhåbentligt undgås i fremtiden, for Vesthimmerlands kommune og den lokale beboerforening er enige om hvordan digerne skal udbygges.

- Det betyder at vi kan gå en vinter i møde uden skræk for at det hele kommer til at stå under vand, siger formanden for beboerforeningen Lendrup strand til TV2/Nord.

Det er tredje gang Vesthimmerland Kommune har sendt stormflodssikringen til høring. Sommerhusejerne skal selv betale for udbygningen af det eksisterende dige, og først nu kan de sige ja til prisen.

Det er konsulentfirmaet Cowi, der har udarbejdet sikringsforslaget og tidligere har områdets beboere sagt nej til en egen betaling på op til 22.000 kroner. I det reviderede forslag bliver udgiften mellem 11- og 16000 kroner for hver af områdets 170 sommerhuse.


Seneste nyt

fra Nordjylland