Epilepsianfald skyld i dødsulykke

Den 76-årige, der var skyld i en tredobbelt dødsulykke har epilepsi.

Den 76-årige mand, der 21. april med høj fart påkørte en bil med fem personer hvoraf de tre blev dræbt, havde et epileptisk anfald ved ulykken.

- Vi har fået en lægelig udtalelse på at han har fået et epileptisk anfald i forbindelse med ulykken, siger Søren Bach, der vicepolitikommissær ved lokalpolitiet i Hjørring.

- Det passer godt overens med den forklaring mandes hustru gav i forbindelse med ulykken. Hun forklarede, at manden stivnede bag rattet, mens bilen accelererede uden at hun kunne fjerne hans ben fra speederen.

I den påkørte bil blev en fireårig pige svært hjerneskadet og hendes lillebror, mor og farmor blev dræbt. Hendes onkel blev kvæstet ved ulykken.

Ulykken er nu færdigefterforsket og ligger nu til vurdering hos politiets jurister, der skal vurdere, om der skal rejses sigtelse mod den 76-årige.

- Hvis juristerne beslutter sig for at rejse sigtelse, vil det formentlig blive for uagtsomt manddrab på tre personer og uagtsom legemsbeskadigelse i forhold til den fireårige pige, der blev hjerneskadet, siger Søren Bach.


Seneste nyt

fra Nordjylland