00:51

"Er der nogen?" vender tilbage: Femte sæson klar til foråret

Spøgelsesjægerne Nicolai Sund og Mikkel Egelund vender tilbage med mere gys og gru i en ny og femte sæson af "Er der nogen?" til foråret 2019.

Der kommer altid en sporvogn og en pige til, lyder ordsproget. På TV2 Nord Salto er det dog ikke en pige, men et spøgelse - og det betyder, at en ny sæson af den populære programserie "Er der nogen?" vender tilbage til skærmen i 2019.

Aftalen om den nu femte sæson i rækken er nemlig faldet på plads, og i februar begynder optagelserne til seks nye afsnit med gys og gru fra forskellige steder i Nordjylland.

Læs også Se 2. afsnit: Er der Nogen? på Waar Hovedgaard

- Der er rigtig mange af jer, der har skrevet og spurgt, om der kommer mere "Er der nogen?" - og det gør der, siger Nicolai Sund, som er en af de to spøgelsesjægere, der har gjort nordjyderne klogere på historiske steder og på de overnaturlige kræfter, der kan være på spil.

Stort publikum

Det allerførste afsnit af "Er der nogen?" løb over skærmen på TV2 Nord Salto i 2015. Dengang bestod spøgelsesholdet af hele fire modige unge mænd, men siden har Nicolai Sund og Mikkel Egelund kørt programmet videre selv.

Det er blandt andet blevet til både jule- og halloween-udgaver af programmet. Og nu bliver det altså også til endnu en længe ventet sæson. Noget, der uden tvivl vil henrykke fans af programmet.

- "Er der nogen?" har fundet et publikum, som vi meget gerne vil nå, og som vi måske ikke når med nogle af de andre programmer, vi viser på TV2 Nord Salto. Det er tilmed et meget dedikeret publikum, der gerne ser afsnittene på både vores hjemmeside og på Youtube, så serien har et meget stærkt digitalt liv, siger Niels Gorm Andersen, udviklingsredaktør på TV2 Nord.

- Og så tror jeg heller ikke, at spøgelsesdrengene nogensinde bliver helt færdige med at jage spøgelser og gys, tilføjer han.

Tættere på uhyggen

I denne femte sæson af "Er der nogen?" vender Nicolai Sund og Mikkel Egelund tilbage til rødderne, fortæller udviklingsredaktør Niels Gorm Andersen.

- Der bliver ikke så meget teknik og ingen gæster i denne sæson. Det er bare de to drenge alene i mørket, og vi skruer også ned for udstyret, så seerne i højere grad får en fornemmelse af uhyggen, siger Niels Gorm Andersen.

Derudover vil det også være en fast del af hvert program, at spøgelsesdrengene skiftes til at udfordre hinanden - en af dem bestemmer, hvilket sted de skal ud og besøge, og hvor på stedet den anden så skal udsættes for den største uhygge. De udvalgte lokationer får dog lov til at forblive en hemmelighed lidt endnu.

Efter planen skal det første afsnit i sæson 5 rulle over skærmen på TV2 Nord Salto i midten af april 2019 - en endelig dato vil blive fastsat senere.

Kan du ikke vente med at se den nye sæson af "Er der nogen?", får du her lidt at varme dig på i juletiden: