Er det her verdens værste hjemkomst efter en ferie?
En nordjysk familie landede den 19. juni i Aalborg Lufthavn efter en uges ferie, men da de skulle køre hjem opdagede de, at alle fire hjul på bilen manglede.
Kender du følelsen af ikke rigtigt at ville hjem fra ferie? Det er i hvert fald ikke svært at forestille sig, at familien Sørensen fra Sæby ville ønske, at de var blevet væk fra Nordjylland lidt længere tid, hvis de vidste, hvad der ventede, da de landede i Aalborg Lufthavn den 19. juni.
Da de gik ud på parkeringspladsen for at køre hjem til Sæby, kunne de nemlig konstatere, at alle fire hjul på familiens hvide Ford Fiesta manglede. Årsagen er, at et ukendt antal gerningsmænd, imens familien var væk, har løftet bilen op, hvorefter de har stjålet dæk, fælge og bolte, mens de altså har efterladt bilen på parkeringspladsen.
- Det er sjovt, for da vi forlod flyveren, hørte jeg halvt et gammelt ægtepar tale om, at de håbede deres bil stod der endnu med alle hjulene på. Jeg tænkte, det var underligt, men da vi så kom ud og så vores bil stå der uden hjul, så blev vi bare helt paf, fortæller 43-årige Marianne Sørensen.
Marianne Sørensen havde forinden været en uge på Malta med sin mand og deres to sønner. Hun fortæller, at ingen i familien rigtigt vidste, hvordan de skulle reagere, da de så bilen.
- Jeg har aldrig nogensinde hørt om, at sådan noget kan ske. Vi synes jo allesammen, at det var helt vildt irriterende. Vi stod jo pludselig en søndag aften i lufthavnen uden at kunne komme hjem. Men samtidig så var det jo også lidt komisk, at se en bil stå der uden hjul, siger hun.
Familien måtte efterfølgende tage en taxa hjem til Sæby, mens bilen blev stående i lufthavnen. Den kunne nemlig ikke flyttes, da den ikke kunne trækkes nogen steder hen uden hjul på. Dagen efter fik familien sat nogle gamle dæk på bilen, så de kunne køre den hjem igen. Men hos familien Sørensen forstår de ikke, hvorfor nogle havde lyst til at tage lige netop deres Fiestas hjul og fælge.
- Der er intet fancy eller bling bling over de fælge, som sad på bilen. Vi synes, at der var mange biler i lufthavnen, som havde meget pænere fælge end vores, fortæller Marianne.
Familien underettede med det samme Aalborg Lufthavn om episoden, som også er blevet meldt til politiet. Henrik Skals ved lokalpolitiet i Aalborg fortæller, at det er ret specielt, hvad familien Sørensen har været udsat for.
- Det er temmelig usædvanligt. Der går altså ret længe imellem, at vi får anmeldelser som den her, fortæller han.
Han fortæller, at bilens dæk og fælge højst sandsynligt er blevet stjålet med tanke på videresalg. Selvom der endnu ikke er nogle mistænkte i sagen, så er han fortrøstningsfuld i forhold til opklaringsarbejdet, da store dele af Aalborg Lufthavns parkeringsplads er videoovervåget.
Tilbage hos familien Sørensen håber de naturligvis på, at gerningsmændende og de forsvundne hjul snart bliver fundet.
- Det er så langt ude. Det er helt vildt frækt, at nogle kan finde på at gøre det. Men vi havde trods alt en fantastisk ferie inden da, og det er jo det, som betyder mest, slutter hun.