Erhvervsvenligheden halter i Nordjylland – men i Thisted er de med helt fremme
På Dansk Byggeris liste over mest erhvervsvenlige kommuner er Thisted den højt placerede i Nordjylland. Faktisk helt oppe på en andenplads på landsplan.
Det går den forkerte vej med erhvervsvenligheden i seks ud af 11 nordjyske kommuner.
Ni kommuner ligger i den mindre erhvervsvenlige halvdel af Dansk Byggeris årlige analyse af, hvor erhvervsvenlige landets 98 kommuner er.
Kun Morsø og Thisted er med fremme i den bedste halvdel. Som nummer 41 klarer Morsø sig lige med i den bedste halvdel. Men i Thisted er de med helt fremme.
I år 2017 var Thisted nummer 21 på Dansk Byggeris liste. Den placering gjorde de endnu bedre sidste år ved at kravle helt op på en sjetteplads, men i år har de endnu engang overgået sig selv. Thisted er klart den mest erhvervsvenlige kommune i Nordjylland, og tilmed er de den næstmest erhvervsvenlige kommune i hele landet.
- Tillykke til Thisted, som igennem flere år har arbejdet på at forbedre deres erhvervsservice og gøre det nemt at drive virksomhed i deres lokalområde. Det er godt gået, og jeg håber meget, at Thisted fortsætter det gode arbejde og løber med første pladsen til næste år, siger formand for Dansk Byggeri Nordjylland, Henrik Holm.
Langt de fleste kommuner i den kedelige halvdel
Mens Thisted kan juble over den fine placering, så er der andre kommuner i Nordjylland, der går mere med bøjet nakke over Dansk Byggeris liste.
Dårligst af de nordjyske kommuner er Aalborg, som ligger nummer 88 på listen. Sammen med Frederikshavn og Læsø ligger Aalborg som de allermindst erhvervsvenlige kommuner i hele Danmark.
- Det er jo ærgerligt, at langt de fleste af vores kommuner ligger i den mindre erhvervsvenlige ende, og at erhvervsvenligheden ligefrem falder i seks ud af 11 kommuner. Det kan vores kommuner uden tvivl gøre bedre, og det burde også være i deres interesse at være mere erhvervsvenlige, for hvis erhvervslivet har det godt, så skaber det grobund for flere arbejdspladser og lokal vækst, som alt andet lige også vil smitte af på kommunekassen, siger Henrik Holm.
De nordjyske kommuners placering på Dansk Byggeris liste over kommunernes erhvervsvenlighed:
- Thisted, nummer 2
- Morsø, nummer 41
- Hjørring, nummer 53
- Jammerbugt, nummer 54
- Brønderslev, nummer 65
- Mariagerfjord, nummer 68
- Rebild, nummer 78
- Vesthimmerland, nummer 79
- Læsø, nummer 81
- Frederikshavn, nummer 83
- Aalborg, nummer 88