Erkender syv røverier
En 27-årig mand er anholdt og har umiddelbart erkendt at have begået syv røverier mod kiosker og små butikker i Aalborg og Nørresundby
Manden blev anholdt i Aalborgs Vestby i aftes og bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag. Han er tidligere dømt for et røveri i Thisted-området. Han er ikke kendt for kriminalitet i Aalborg-området. Røverierne er begået med kniv, men alle er gennemført uden stor dramatik og uden, at nogen kom til skade. Udbyttet har i alle tilfælde været begrænset.
- Vi fik et tip om manden allerede i sidste uge. Men han er ikke tilmeldt folkeregistret, så vi kunne ikke finde ham, siger vicepolitikommissær Jens Søgård, Nordjyllands Politi.
Der kommer muligvis flere sigtelser senere, men på nuværende tidspunkt mener politiet, at den 27-åriges første røveri fandt sted d. 9. september i kiosken i Kayerødsgade, 8. oktober blev blomsterhandlen på Kastetvej røvet, dagen efter slog manden til mod guldbageren på Hadsundvej, 16. oktober var røveren på Skrågade i Nørresundby, 17. oktober på Forbindelsesvejen, 18. oktober røvede han kiosken på Dannebrogsgade, inden det d. 21. oktober gik ud over Nærkøb-købmanden på Boulevarden.