EU sender 52 millioner til Nordjylland
Foto: Daniel Mikkelsen (Arkiv)
INNO-NORD får EU penge for at styrke nordjyske innovation i små og mellemstore virksomheder.
EU har afsat 52 millioner kroner til et nyt nordjysk program, hvor små grupper af nordjyske virksomheder i fællesskab og i tæt samarbejde med en nordjysk vidensinstitution kan få hjælp til produktudvikling, udvikling af serviceydelser og teknologier.
INNO-NORD-programmet skal gøre det nemmere for virksomhederne at gøre brug af fagspecialisters kompetencer og viden og på den måde skyde genvej til udvikling og innovation.
INNO-NORD er navnet på den lille nye EU-baby, der er sat i verden for at styrke innovations- og markedsmulighederne i små og mellemstore virksomheders (SMV) ved at koble dem sammen med en vidensinstitution. Målet er at bidrage til den fortsatte udvikling og vækst i Nordjylland, og det er især inden for industriel og eksperimentel udvikling i de lidt mindre virksomheder, at INNO-NORD skal tilføre afgørende viden.
De tre konsortiepartnere University College Nordjylland, Aalborg Universitet og Væksthus Nordjylland er sammen om at drive INNO-NORD i et tæt samarbejde med nordjyske klynger, netværk og de lokale erhvervskontorer. Ambitionen er at danne 40 projektgrupper under INNO-NORD.
Det er især inden for det maritime erhverv, energiområdet, fødevaresektoren, turisme, sundhed og medico, informations- og kommunikationsteknologi samt byggeri og logistik, at INNO-NORD skal understøtte de nordjyske virksomheder.
- Alle sejl er nu sat for at skabe optimale rammer omkring den fælles udvikling af nye produkter og teknologier i det nordjyske SMV-segment. Ofte bliver ellers gode idéer ikke ført ud i livet, fordi den enkelte virksomhed ikke har viden, ressourcer eller økonomi til at få gjort et projekt færdigt. Det kan også være, at man gennem lang tid har arbejdet på en prototype, som man ikke helt kan knække koden til. Nu tilbyder vi en stor hjælpende hånd til virksomheder, der kan se potentialet i at gå sammen om at udnytte hinandens og de nordjyske vidensinstitutioners kompetencer på et givent område, siger projektleder for INNO-NORD, Rikke Alexandra Rasmussen, Væksthus Nordjylland.
Der er åbent for ansøgninger fra i dag, og programmet løber frem til 31. marts 2019.
Målet er, at mindst 40 af de 120 deltagervirksomheder i løbet af programmet skaber nye produkter eller serviceydelser; at der bliver skabt mindst 140 nye jobs og en meromsætning i virksomhederne på mindst 130 mio. kroner efter fem år.