Fagfolk vil have gravide og ammende vaccineret: - Det vil jeg helt sikkert sige ja tak til

En række læger mener, at gravide og ammende kvinder også bør tilbydes vacciner mod covid-19.

Et forløb med coronavirus kan være alvorligt for gravide, der blandt andet risikerer for tidlig fødsel, kejsersnit og dødfødsler. 

Alle gravide og ammende bør derfor kunne få vaccination mod corona, mener flere danske fagfolk. Studier fra USA med 35.000 gravide viser, at der ingen tegn er på, at vaccinerede gravide kvinder får særlige bivirkninger, eller at der skulle være øgede risici forbundet med graviditeten eller fødslen for barn eller mor.

Nyheden om, at flere danske fagfolk nu anbefaler vaccinen til gravide og ammende vakte i dag glæde hos flere nybagte mødre i Nordjylland.

- Jeg tænker, det er okay. Jeg blev egentlig glad, da jeg så det i nyhederne her til morgen.

- Jeg tænker, at det lyder fornuftigt. I andre lande kan vi se, at der er de begyndt at vaccinere.

- Jeg tænker, hvis de begynder at tilbyde, vil jeg helt sikkert sige ja tak til det.

Barnet får antistoffer fra mor

Opfordringen til at vaccinere gravide og ammende kommer fra Formand for fødselslægerne, Annemette Lykkebo.

- Vi som fødselslæger kan jo se, hvor syge de her mødre bliver, og vi oplever konsekvenser for børnene, og når der så ikke er nogen risiko ved at blive vaccineret, så er det selvfølgelig det, vi skal gøre, siger hun.

Også formand for Dansk Selskab for Medicin er positivt indstillet.

- Vi bakker op om fødselslægerne og jordemødrene som anbefaler det, og det gør vi, fordi vi kan se, at der er en nytte forbundet med at vaccinere de gravide, siger Anders Beich.

PH IN 090721 Anbefaler gravide og ammende vacciner Still2
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

- Det vil give en tryghed for de gravide, og det er sådan, at bliver mor vaccineret, så går antistofferne over i barnet. Vaccinen går ikke over i barnet, men antistofferne gør, forklarer formanden for fødselslægerne.

I Danmark kan man lige nu kun blive vaccineret som gravid eller ammende, hvis man er i en særlig risikogruppe. Udmeldingen får Sundhedsstyrelsen til øget at undersøge forholdene og den eksisterende data.

- Vi er i en tæt dialog med dem for at være sikre på, at vi har alt data og at vi træffer en beslutning snart, for vi hører selvfølgelig, hvad der bliver sagt, siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Et stort koordinationsarbejde at blive testet

Hvis gravide og ammende får tilbudt en vaccine, vil der følge flere fordele med Annemette Lykkebo.

- En kvinde på barsel har brug for et netværk, hun har brug for sin familie, sine venner. Ellers går man derhjemme alene og isolerer sig. Det har stor betydning for den mentale sundhed, siger hun.

Det er noget, som flere af de nybagte mødre kan genkende.

- Det vil jo betyde, at vi kan komme mere ud nu hvor vi har muligheden for det, nu hvor jeg bare går hjemme. Også det at jeg kan komme til babysvømning og alle de der ting uden at skulle hen og testes hver gang, for det er jo også et stort koordinationsarbejde, når man har sådan en lille en, siger Helena Overgaard fra Aalborg.

- Det vil jo betyde en stor frihed, som at man kan begynde at færdes lidt mere normalt igen, siger Simone Lund Lauritsen fra Aalborg, der afventer Sundhedsstyrelsens anbefalinger.


Seneste nyt

fra Nordjylland