Fallit forretningsmand opkøbte sine egne konkursboer
Foto: TV2/Nord
En nordjysk forretningsmand gik ned med en række ejendomsselskaber med en gæld på et trecifret millionbeløb. Siden gik han personligt konkurs, men nogle måneder senere sad Anders Hedegaard Nielsen klar i Retten i Hjørring og bød på sine egne konkursramte ejendomme.
Det skriver nordjyske.dk.
Med i retten havde Anders Hedegaard en bankgaranti fra Sparekassen Vendsyssel, og han bød, ifølge nordjyske.dk, i nogle tilfælde over én million kroner højere end det næsthøjeste bud. Faktisk passede hans bud med, at sparekassen ikke tabte penge på ejendommene.
Den fremgangsmåde vækker kritik.
- Ud fra de oplysninger, jeg har fået, virker det som om, at banken forsøger at skjule et tab ved at finansiere ejendomshandler til for høj pris. Det kan være en overtrædelse af regnskabslovgivningens regler og vil sikkert interessere Finanstilsynet, siger professor Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen fra Københavns Universitet.
Direktør i Sparekassen Vendsyssel, Vagn Hansen, understreger, at han ikke kender den konkrete sag, og at han ikke vil udtale sig om kundeforhold, men han afviser dog kritikken.
- Han (Anders Hedegaard, red) må da købe den ejendom til den pris, han lige nøjagtig har lyst til. Spørgsmålet er, hvordan det er bogført i vores regnskaber, siger Vagn Hansen.