Familie reddet ud af kro
Foto: Anne Christensen
En familie lå og sov på 1. sal af kroen Havfruen i Hou, mens der blev påsat en brand. To mænd på 34 år og 48 år er sigtet i sagen.
Den gamle kro Havfruen i Hou stod i dag øde hen. Klokken fire i nat blev politiet alarmeret af en 48-årig mand. Han bor med sin familie på 1. sal og blev vækket af massiv røg i huset.
- Da politipatruljen kom ud til kroen, blev det hurtigt klart, at der var tale om en påsat brand. Kort efter fik vi anholdt to mænd på 34 år og 48 år, fortæller politikommissær Lars Nørskov Jørgensen.
Der var blevet kastet brandbart væske ind flere steder i kroens restaurant, som derefter blev antændt. Ingen personer kom noget til.
De to mistænkte mænd skulle have været fremstillet i grundlovsforhør i dag for at få dem varetægtsfængslet.
- Men vi mener ikke, at der på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt materiale til at få de to varetægtsfængslet, siger Lars Nørskov Jørgsenen.
Men mændene er fortsat sigtede.
- De har udsat andre for fare, da der lå en familie og sov over restauranten. Så de vil blive sigtet efter straffelovens paragraf 180 som er den alvorligste brandstiftelsesparagraf, forklarer Lars Nørskov Jørgensen.