Fange på udgang brækkede mands næse

En bytur fredag aften endte med, at en fange på udgang måtte returnere til fængslet, fordi han stod bag et voldeligt overfald.

En 39-årig fange røg fredag aften tilbage bag tremmer, efter han under udgang fra fængslet overfaldt en anden mand og brækkede hans næse.
På Torvekroen i Sæby blev den 39-årige sur på en 42-årig mand, som han gav et knytnæveslag i ansigtet. Det fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Henrik Bech.
Voldsmanden blev anholdt og taget med til politigården. Politiet kender endnu ikke motivet til overfaldet.
Ifølge Henrik Bech skal den 39-årige nu stå til regnskab for sine gerninger, så der går nok lidt tid, før han igen slipper ud af fængslet.
Manden, som kommer fra Sæby, afsoner i forvejen en dom blandt andet for hjemmerøveri.


Seneste nyt

fra Nordjylland