Far er stolt: - Det er en fantastisk dag
Karsten Egelund kunne næsten ikke styre sin begejstring over datterens nye rolle.
Glæde og store smil har prydede Christiansborg i dag.
Mens flere af de nye ministre har udtrykt stor begejstring over deres nye ministertitler, så er de altså ikke de eneste, som er stolte.
- Det er en fantastisk dag at have en datter, som får lov til at sætte sit præg på dette dejlige land, vi bor i, siger en stolt Karsten Egelund, der er far til Christina Egelund.
Var tidligt oppe
Datteren Christina Egelund er nemlig blevet den nye uddannelses- og forskningsminister, efter at have været ude af folketinget de sidste knap fire år.
- Hendes hjerte banker for politik, og når man først er blevet bidt af det, så bliver man ved med det, forklarer Karsten Egelund, der sammen med familien har taget turen fra Nordjylland til København for at se sin datter blive minister.
- Vi tog flyveren imorges klokken 6.20, så vi har været tidligt oppe. Men det synes vi også, at vi skal for at se det her. Det er jo en fantastisk oplevelse.
Familien skal bruge dagen på den efterfølgende reception og overdragelsesceremoni, som afholdes på henholdsvis Christiansborg og i Ministeriet.