Far til kræftsyg datter slipper for at vidne i retten
Tom Gregersen skal ikke længere vidne i retten.
Tom Gregersen slipper nu for at vidne mod den mand, der for to år siden hjalp hans kræftsyge datter med ulovlig cannabisolie.
Den 28. august skulle Tom Gregersen have vidnet i Boligretten i Aalborg mod Ulrich Vestergaard som har solgt ham ulovlig cannabisolie, der skulle lindre smerter for Toms datter Mathilde, der dengang var syg af kræft.
Boligselskabet Alabu Bolig ønsker at smide Ulrich Vestergaard ud af sin lejlighed netop fordi han har solgt ulovlig cannabisolie fra sin lejlighed. Parterne mødes i boligretten den 28. august og Alabu Bolig havde indkaldt Tom Gregersen som vidne. Tom har tidligere sagt at han ville møde op i retten, men han ville nægte at vidne mod den mand, der har hjulpet hans datter, om så det det ville koste ham en tur i fængsel.
Nu har sagen taget en drejning. Tom Gregersen har netop modtaget et brev fra Alabu Boligs advokat, hvor der står at de ikke længere ønsker at indkalde ham som vidne, og at han derfor ikke skal møde op i retten. Advokaten giver ikke nogen begrundelse for hvorfor Tom ikke længere skal vidne.
- Jeg er naturligvis lettet over at jeg ikke længere skal vidne. Men Ulrich er stadig sigtet af politiet og jeg synes stadig ikke det er i orden, det Alabu Bolig har gang i, siger Tom Gregersen.
Alabu Boligs formand Laila Thomsen er meget kortfattet om sagen. Hun ønsker ikke at uddybe hvorfor boligforeningen ikke længere ønsker at indkalde Tom Gregersen som vidne.
- Vores boligsag mod Ulrich Vestergaard bliver blandet sammen med lovliggørelsen af cannabis, og det skal vi ikke forholde os til. Derfor har vi besluttet at vi ikke længere udtaler os om sagen, siger formand Laila Thomsen.