Fartbøder på stribe
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Politiet er i øjeblikket ved - i stor stil - at sende fartbøder ud til de 748 bilister, der i sidste uge ikke overholdt hastighedsbegrænsningen ved Limfjordstunnellen.
Politiet har fra mandag til torsdag haft foto-vognen til at holde dels i sydgående og dels i nordgående retning ved tunnellen. Her skal farten sættes ned til 50 kilometer i timen, men det er det altså langt fra alle bilister, der kan finde ud af.
- Det kommer ikke bag på os, at der er mange, der kører for stærkt, for vi ved af erfaring, at det kniber med at respektere skiltene, også selv om det er fordi der er vejarbejde, fortæller faglig leder Bent Mathiesen, Nordjyllands Politi.
Det er netop på grund af det omfattende asfaltarbejde i tunnel-rørene, at politiet har holdt et ekstra vågent øje med farten på motorvejen. Det er sket for at begrænse de farlige situationer, der nemt kan opstå, når al trafik skal føres igennem et og samme rør - altså med modkørende trafik.
Nu kan 748 bilister så se frem til et giro-kort for at have været for utålmodige på speederen.