Farvel til madpakker i børnehave
Som den første og foreløbige eneste børnehave i Brønderslev er Kornumgårdsvejens Børnehave udpeget til et forsøgsprojekt med madordning.
Børne- og ungdomsudvalget har netop sagt ja til en tre måneder lang ordning, hvor den daglige madlavning kommer til at indgå som pædagogisk aspekt for børn og pædagoger.
- Vores børn er ofte mange timer hver dag i børnehaven og vi vil gerne også derigennem være med til at give børnene et sundt og fornuftigt forhold til mad. Samtidig kan det kombineres med pædagogikken, som blandt andet kan gå ud på at finde sammenhængen mellem de grøntsager, vi kan finde i haverne til de lander på spisebordet, siger Tina Vedel, som er en af de forældre, der i forældrebestyrelsen har søgt kommunen om lov til at gå i gang med madordningen.
Fra politisk side har madordningen foreløbig fået medvind.
- Projektet følger helt i tråd med vores børnepolitik, der blandt andet går ud på at motivere børn til sunde kostvaner og få motion - samtidig har projektet her et godt pædagogisk indhold, siger Jens Arne Hedegaard (Venstre), der er formand for børne- og ungdomsudvalget.
Udvalget har netop sagt ja til ordningen, der kommer til at koste forældrene 150 kroner om måneden, men Jens Arne Hedegaard lægger ikke skjul på, at netop Kornumgårdsvejens Børnehave er speciel, idet køkkenet allerede er etableret og står til rådighed uden kommunale omkostninger.
- Personligt tror jeg, det er sund mad helt ned i børnehavealderen, vi skal satse på, men hvis ordningen skal gælde alle børnehaver i kommunen, bliver vi nødt til at snakke en helt anden økonomi i det, siger Jens Arne Hedegaard (Venstre).
Madordningen ventes endeligt godkendt af byrådet til marts.