Fejl i systemet: 40 nordjyder skal til ny kræftscreening
Foto: TV2
Forbytning af CPR-numre betyder, at der kan være sket fejl i analyser og prøvesvar på screeninger for tarmkræft.
I september måned modtog en gruppe nordjyder en invitation til en screening for tarmkræft. Der er dog sket nogle forbytninger af navn og CPR-numre på prøvesættene, og det kan betyde, at der også er byttet om på analyser og svar.
Fejlen er sket hos firmaet Strålfors, der står for pakning og udsendelse af screeninginvitationer og prøvesæt.
Siden fejlen blev opdaget, har Region Nordjylland arbejdet for at identificere de borgere, der kan have været udsat for forbytninger. Det drejer sig om i alt 40 nordjyder, der skal til en ny screening.
- Det er dybt beklageligt, at nogle borgere skal udføre prøven igen. Baggrunden er, at blod i afføringen kan være tegn på tarmkræft og kræver yderligere undersøgelse i form af en kikkertundersøgelse af tarmen med henblik på at af- eller bekræfte mistanken om kræft. Det er særdeles vigtigt, at vi er 100 procent sikre på, at den indsendte prøve tilhører den rigtige borger. Derfor er vi nødt til sikre os mod alle tvivlstilfælde, siger koncerndirektør Anne Bukh, Region Nordjylland.
De berørte borgere vil indenfor den nærmest fremtid modtage en ny invitation på e-boks eller med almindeligt brev. Kort efter vil de modtage et nyt prøvesæt, de kan sende ind.