Fem-årig nær druknet i badeland

En fem-årig dreng blev fundet livløs i vandet i badelandet Dayz, da han havde taget en tur med rutsjebanen uden badevinger.

En fem-årig dreng blev fundet livløs i vandet i badelandet Dayz Rønbjerg onsdag over middag. Men livreddere på stedet fik efter 7 genoplivningsforsøg bragt drengen tilbage til livet.

- Han var uden åndedræt og helt blå, da andre badegæster fandt ham i vandet. Livredderne gjorde et meget flot arbejde, fortæller politikommissær Frank Liltorp fra lokalpolitiet i Himmerland.

Drengen var i badelandet med sin familie fra Thorsø. Moderen var i badebassinet med børnene, men da det blev tid til en middagspause, tog hun vingerne af den fem-årige. Her så drengen sit snit til at stikke af og tage en tur med den brede vandrutsjebane, hvor han ikke var i stand til at bunde i bassinet under.

- Vi ved ikke, hvor lang tid han har ligget der, siger Frank Liltorp.

Drengen blev bragt til Aalborg Sygehus til nærmere undersøgelser.


Seneste nyt

fra Nordjylland